Klokken seks er vi vågne, skal vi nu tage afsted, når vi nu alligevel er vågne, eller vende os om og sove videre? Det bliver en mellemting, vi ligger 20 minutters tid, og står så op.
Efter morgenmaden tager vi af sted. klokken er otte.
Det blæser ikke så meget, der er fralandsvind det gør det lidt nemmere.
Det blæser koldt, så vi tager hele udstyret på, sejlerbukser og sejlerjakke. Der går ikke mere end et kvarter, så begynder det at regne, og det regner meget. Dejligt med sejlertøj.
Det blev nu ikke ved med at regne, det var kun en lille byge.
I løbet af en time er skyerne væk og solen skinner. Det er jo fantastisk, fra den ene yderlighed til den anden.
Det blæser fra sydvest mellem 5 og 7 m/s, så det går strygende, vi starter med forsejl, men sætter storsejl efter en times tid.
Vi runder nordspidsen af Sejerø og sætter kurs mod Sjællands odde. Vi sejler 5-6 knob plat læns. Ren fornøjelsestur. Hurtig færgen Odden - Ebeltoft, stryger lige forbi, det går stærkt.
Efter Sjællands odde, bliver det halvvind. Der er ingen andre ude at sejle, så vi sidder og nyder solen og læser. En gang imellem stikker vi lige hovedet op og konstaterer, at vi stadig er alene på havet.
Vi nærmer os Hundested, vinden tager lidt til vi stryger af sted med lidt over 7 knob. Vinden frisker yderligere op, så vi bliver enige om at stryge storsejlet. Mens vi piller det ned, kommer det endnu mere vind, så forsejlet ryger også. Det er noget sværere at hive det ind, vi må have indhalerlinen på spillet. Mens vi ruller det ind, kan vi se at det er blevet lidt flosset i kanten. I morgen løjer vinden heldigvis af, så der må vi pille det ned og reparere det.
Vi kommer ind i havnen 5 minutter før færgen, i havnehullet kommer der en far med sin lille søn tøffende i en lille gummibåd, ham kan vi jo ikke så godt sejle ned. Vi bliver nødt til at vente på han flytter sig. Færgen dytter af os, fordi vi ligger i vejen.
Stressende ?? hmmm måske lidt, båden gynger godt i bølgerne, den er svær at holde på grund af blæsten. Endelig er der plads. Inde i havnebassinet er vandet roligere, men det blæser stadig kraftigt, det er ikke nemt at holde båden, der skal hele tiden være god plads til læ, så vi ikke blæser ind i de andre både, der bliver sejlet lidt rundt, men det et ikke lige til at finde en plads. Til sidst vælger vi at lægge os ved mastekranen og diesel tanken. Det er ikke optimalt, her må man sikkert ikke ligge. Men situationen er lidt ekstrem med den vind, så det går nok.
Vi får lidt frokost og går en tur i Aldi og fouragerer. På et tidspunkt er der en der råber ovre fra den anden side, at det ikke er nogen parkeringsplads det her. Jeg råber tilbage at jeg ikke rigtig kunne finde andre pladser. Ikke fordi vi som sådan råber ad hinanden, men råber for ellers kan man intet høre i vinden. Nu havde vi ligget her i to timer, det er meget usejlsportsligt, og fuldstændig sindsygt siger han og snurrer rundt med sin pegefinger ved hovedet. Hold da op, det var ikke så godt. Men jeg tænker at der ikke er nogen der finder på at sætte mast på i det her vejr, og mon ikke også de venter med diesel til vinden er løjet af det håber vi, ellers kan vi måske få ham den erfarne på den anden side til at flytte båden.