Klokken er halv otte, det har været en lidt urolig nat, båden har vippet en del, men det er nu meget hyggeligt at blive vugget. Der løber nogle ledninger inde i masten, og de slår mod indersiden af masten i takt med bølgerne. Det siger kling og klang og så kling igen. Når først man ligger og lytter efter det, kan det være svært at falde i søvn, og lyden vækker os et par gange i løbet af natten. Den kan nogle gange være meget insisterende.
Vi spiste morgenmad, gassen løb tør, så vi fik halvvarm kaffe. Vi har nogle hollandske gasflasker, og sådan nogle kan man ikke opdrive i Danmark. Tilslutningen er også et andet system, så vores gasinstallation skal laves om. Det fik vi ikke lige iorden inden vi tog afsted.
Det blæser ikke så meget omkring 4 m/s, til gengæld er det modvind, så det bliver kryds hele vejen.
Når det er overskyet og ikke specielt varmt, så er det dejligt, vi fik købt vores sejlerjakker de er vindtætte og dejligt varme.
Det blæste lidt op og ned i løbet af dagen.
Ca. 5 sm fra Dyvig hev vi sejlene ned og sejlede for motor, det vil tage et par timer at komme i land hvis vi skulle krydse. Og der var en del andre sejlbåde. Det er bare med at komme først så man får en god plads.
Nogle mørke skyer trækker sammen, så vi ku' også godt tænke os at komme i land før det begynder at regne.
Vi får en fin plads langskibs helt inde i bunden af havnen, tæt på alting. Havnefogeden står og tager imod os. Han er lidt bekymret og spørger hvor dybt vi stikker, for der er nemlig ikke særlig dybt. Heldigvis stikker vi kun 1,60, så det er ikke noget problem. Han fortæller at vi kan bestille morgenbrød, det tilbud tager vi imod.
Man kan leje cykler ganske gratis, så vi cykler en tur ind til Nordborg for at købe ind. Det bliver til et par bøffer og majs, som vi har tænkt os at grille i morgen. På vejen hjem begynder det at regne, så vi når lige at blive våde. Men pyt med det, vi har heldigvis mere tørt tøj på båden.
Nede i båden bliver de næste par dage planlgt. Vi har aftalt med Camilla og Klaus at de skal komme forbi på tirsdag, vi regner med at være i Middelfart på det tidspunkt. Så tager vi ud og sejler sammen.
Det ser ud til at den bedste rute vil være en tur til Kolding, på kortet ser det ud til at være en smuk tur, og den er overkommelig, uden for meget sejlads.
Vi har glemt at tage vores reserve dunk til påhængsmotoren med. så vi har ikke rigtig brugt gummibåden. Men vi tænker at Camilla og Klaus måske kunne køre forbi vores garage og tage den med. Så hvis I læser det her Camilla og Klaus! Så tag den lige med (Det er den lille dunk med benzin (Der er også en stor sort en det er ikke den 🙂 ))