Gilleleje – Hundested
torsdag d. 9. juli
Vi sejlede fra Gilleleje ved 9 tiden. Vinden kommer fra vest, så det bliver motorsejllads igen. Heldigvis blæser det ikke ret meget. Det er dejligt vejr – t-shirt, shorts, kasket og solcreme.
Der er ikke så meget at fortælle om sejlturen. Der er stadig nogle store bølger, det må være eftervirkninger fra de sidste dages blæsevejr. Der kom ovenikøbet bølger inde fra land, de er kommet udefra og været inde ved stranden og vende.
Det tog lidt over tre timer, vi sejlede med ca. 6 knob hele vejen, og der var en knobs medstrøm.
Vi er sejlet ind i den sydlige del af havnen, der ligger mange store skibe. Her har vi fundet en pæleplads. Vi sejler altid ind i den del af havnen, mest fordi jeg ikke er så meget for at sejle ind i lystbådehavnen. Der ser ikke ud til at være så meget plads. Og jeg har jo problemer med at bakke.
Vi går en tur til lynæs havn, der er ca. tre km dertil. Vi skal jo ud at gå helst hver dag.
Jeg træner til min tur med Anders. Vi skal til Transylavnien og ud og gå i noget natur, vi skal kigge på bjørne og se Dragulas slot.
I rejsebeskrivelserne står der at når man går i naturen skal man larme, man skal tale højt, så bjørnene kan høre man er der så skulle de holde sig væk. Håber de har læst de samme rejsebeskrivelser.
Resten af dagen nød vi solen i cockittet, sov lidt og læste.
Vi bliver her en dag mere, i morgen ville det ellers være perfekt at sejle videre. Men der har de planlagt skydeøvelser ved sjællands odde. så der må man ikke sejle forbi.
Det er også fint, vejret bliver godt, så vi kan gå til stranden i morgen.