Helsingør – Gilleleje
onsdag d. 1. juli
Det bliver alligevel til Gilleleje i stedet for Môlle. Det kommer til at blæse voldesomt de næste dage, og vi ønsker ikke at blæse inde i Môlle.
Sejlturen til Gilleleje foregik for motor, der var modvind hele vejen. Nu har vi så besluttet at vi efter sjællands odde og resten af ferien kun vil sejle med vinden. Det er det samme vi beslutter hvert år og alligevel ender det med at vi sejler i modvind. Men nu skal det være.
Planen er – når nu det mest er nord og nordvest vinden kommer fra – at sejle sydpå ned langs jylland eller gennem storebælt, det kommer selvfølgelig an på vinden.
Vi har besluttet at blive i Gilleleje indtil det ikke blæser så meget mere.
Katrine kommer måske på besøg i weekenden, så er Gilleleje noget hyggeligere end Hundested.
Vi var ude at gå en tur op til Nakkehoved fyr, der er 2 – 3 km dertil. Det er en varm tur, selv om temperaturen ikke er så høj som de forrige dage. Man kan købe is ved fyret, det er dejligt her i varmen.

Tilbage i havnen hopper jeg en tur i vandet. Sus skal lige op og se om hun kan købe noget tøj, Der er en stor hal med tøj som normalt er billigt.
Vi spiser lidt aftensmad, og går derefter en tur op i byen og får en fadøl.
