Rudkøbing – Nyborg
tirsdag
Det blæser ad helvede til, alle vanter og stag hyler i vinden. vi diskuterer med Berit og Jens om vi skal sejle, Jeg ved ikke rigtig om jeg synes det er en god ide.
Det blæser fra vest med 9 m/s, det lyder slemt, men der burde jo være læ fra Fyn. og der kan heller ikke være de store bølger.
Der er ingen andre der er ude at sejle.
Vi beslutter flere ting. Vi beslutter at blive – det er for voldsomt. Vi beslutter at tage afsted – det er nok ikke så slemt, når først man kommer derud.
Det ender med at vi tager afsted. Vinden kommer næsten lige ind forfra, så vi har nemt ved at sejle ud.
Der er ikke de store bølger da vi kommer ud af havnen. Vi sejler for motor ud gennem renden.
Berit og Jens er seje, de sætter sejl lige så snart de er kommet ud af havnen.
På den anden side af broen, kan vi se at der er ikke de store bølger, det blæser meget, men det virker ikke så voldsomt.
Vi starter med en lille trekant i forsejlet. Det varer ikke længe, så bliver den større og større, til sidst er den foldet helt ud.
Det er alligevel ikke så slemt som først antaget. Vi sejler mellem 4 og 7 knob hele vejen.
Og solen skinner, det var godt vi tog afsted. Vi har ikke nogen vindmåler, så vi ved ikke rigtig hvor meget det blæser når vi sejler, vi ser det kun på DMI og sejlsikkert.
Det som det blæser nu har vi været ude i masser af gange, det er en god vind, men det er også meget roligt, der er ikke noget med at krænge vildt.
Men da vi nærmede os Nyborg, kom er nogle gevaldige pust, jeg blev nødt til at falde af for at vi ikke skulle krænge alt for meget. De blev ved at komme, så det endte med at vi rullede sejlet ind og sejlede for motor de sidste sømil ind.
Inde i havnen var det stille og roligt, husene langs venstre side tager af for vinden.
Vi spotter en langskibsplads ovre ved husene, vi er lidt i tvivl om vi kan være der. Men det er fra landsvind, så der sker ikke noget ved at sejle hen og prøve. Hvis ikke der er plads, kan vi bare lade vinden blæse os ud igen. Der er plads og der står nogen og tager imod vores fortøjninger.
Det gik nemt.
Berit og Jens er ikke at se nogen steder. Det viser sig at de ligger i en sidekanal på den anden side.
Vi taler sammen og de kommer over og ligger uden på os.

Berit har kigget på opskrifter undervejs, Jens sendte på et tidspunkt et par forslag, de vil gerne lave mad i aften. Det ender med at blive risotto.
Det var en rigtig god risotto de har lavet, det var sgu godt. og så havde de også stegt noget fisk.
Sus har lavet pandekager som vi får til desert.
Det var en kongemiddag.