Ærøskøbing - Marstal 13 km (på gå-ben)
Marstal - Ærøskøbing 13 km (med bus)
Det er ikke vind, vi mangler i disse dage. Faktisk blæser det så meget, så selv Søfartsstyrelsen har frarådet sejlbåde at være på havet i dag. Så vi bliver, hvor vi er - sikkert i havn (med masser af fortøjninger og fendere på plads langs kajen).
Efter morgenmad og lidt lettere rengøring af vores lille hjem, beslutter vi os for at tage til Marstal. Vi har egentlig sat os for at køre med bus....men efter at have konsulteret DMI, som lover tørvejr hele dagen, så ifører vi os gode vandresko og vindtætte jakker og marcherer ud ad landevejen.
Vi er glade for at have de vindtætte sejlerjakker på, for der er godt gang i vinden; og DMIs forudsigelser holder IKKE stik. Det begynder at småregne flere gange på vejen mod Marstal; men solen titter også frem ind imellem.
Vi når Marstal lidt i to - godt sultne og med lettere ømme ben. Vi kan godt mærke, at vi ikke er vant til at vandre i flere timer uden pauser. Vi starter med at lede efter et spisested i havnen, men vi leder de forkerte steder. Peter ender med at gå ind på det lokale værtshus og spørge, hvor vi kan finde et sted hvor de OGSÅ serverer mad. En lettere beruset tjener fortæller efter lidt længere betænkningstid, at der vist nok ligger et spisested "oppe i nr. 34". Så vi "går efter pegefingeren" og lander på byens gågade. Her er "Den lille cafe", og vi skynder os ind for at få en stol at sidde på, så vi kan hvile vores trætte ben, og bestille noget mad og en kold fadøl.
Efter frokost bliver vi enige om, at vi vil hjem igen, vi synes ikke Marstal har lige så meget at se på, som Ærøskøbing - og vi har heller ikke så gode ben mere. Bare det at rejse sig fra stolen efter frokost giver os et lille hint om, hvordan det bliver at stige ud af sengen i morgen !!!
Vi går ned til havnen, hvor busstoppestedet er. Lige over for stoppestedet ligger den hyggeligste restaurant, hvor vi lige vil have en kop kaffe inden vi kører hjem til båden. Restaurantens ejer er en hyggelig, sjov og slagfærdig dame. Hun kommer egentlig fra København, men har boet på Ærø i 19 år, og i de sidste 9 år har hun haft restauranten, som er berømt for sine pandekager med stikkelsbærkompot. Dem skal Peter selvfølgelig smage - og de er specielle. Det er en gærdej - og pandekagerne er lavet i svinefedt. Det er lidt en blanding mellem vafler og pandekager
Da klokken er to minutter i busafgang, går vi over mod stoppestedet - og hold da helt op. Der er en kø så lang af ventende buspassagerer. Men der bliver plads til alle; og det er en oplevelse af køre med denne lokale bus. Alle busser på Ærø er gratis - til gengæld er der ikke mange afgange, så vi ligger i lag i bussen; og det gik stærkt hjem. Vi håber ikke at chaufføren lukkede øjnene og krydsede fingrene for at det går godt, lige så mange gange som vi gjorde.
Vi er ved båden igen omkring kl. 17, og heldigvis ligger båden stadig, hvor vi forlod den i formiddags. Det er blæst mere op, ifølge de forskellige medier blæser det 16 m/s - og det bliver det ved med i nat og i morgen. Så vi tager en dag mere på Ærø.