09.07.2024
Sikken et dejligt vejr her til morgen, solen skinner, og der er ikke en vind der rører sig.
I går aftes så det således ud i havnen:
Jeg har et projekt med en blæser i vores soveværelse i båden. Jeg har en dims der kan måle luftkvalitet, den har jeg koblet sammen med en mini-micro computer, der er på størrelse med en tommelfinger.
Og jeg har lavet et program der starter blæseren når luftkvaliteten kommer under en bestemt værdi. Og det fungerer ikke rigtigt. Dels ser det ud til at dimsen, der skal måle luftkvaliteten, ikke rigtig kan finde ud af niveauet for luftkvalitet. Og dels driller det med at koble micro computeren til netværket. Så det sidder jeg og kigger på, indtil vi skal en tur i byen.
Vi venter lige på at det skal bilve en smule varmere og butikkerne åbner.
Men hvor er Ebeltoft dog en hyggelig by. Vi er inde på det gamle rådhus. Og nede i fangekælderen, hvor der er celler med lænker til fangerne. Der står nogle små historier om dem der har været fanger her. Blandt andet et par brødre der blev halshugget med økse og hovederne sat på pæle til skræk og advarsel.
Vi går gennem gågaden og er inde og se et glaspusteri. De har en ovn der kører 24 timer i døgnet året rundt på 1200 gr.
Vi er hos en børstebinder hvor Sus købte en sansebørste, det er en meget blød børste som man kan bruge til børn når de skal sove, så kan man børste dem blidt i hovedet.
Det regner en lille smule hele tiden, bare nogle dråber ikke rigtig noget man bliver våd af.
Vi finder en café hvor vi kan sidde ude og spise lidt frokost, og få et glas rosé.
Vi går rundt i tre timer før vi vender hjem til båden.
Der kommer en nordman og lægger sig uden på os. Vi fortæller at vi sejler videre i morgen. Han kigger på os og siger det bliver ellers dårligt vejr i morgen.
Vi får lige tjekket vejrudsigten igen, og nu bliver det blæsende, regn og tordenvejr. Så vi bliver her nok en dag mere alligevel. I nat skulle det blæse en del, og de har varslet hagl, så vi pakker teltet ned så det ikke tager skade.
Jeg får kigget lidt mere på mit blæser projekt, og jeg får lavet lidt om i programmet, så den er lidt mere stabil med netværket. Jeg får også lavet lidt automatik der kan starte op stoppe blæseren.
Her i løbet af aftenen, kan man godt høre det begynder at blæse op. Det hyler lidt i vanter og stag rundt om i havnen.