Odden havn -Grenå

29.06.2024

Der er god vind, vi starter med 5 - 6 knob, men efter vi er kommet fri af land sejler vi over 7 knob. 7.6 var det højeste jeg så.
Solen har skinnet stort set hele dagen, men det var køligt på grund af vinden

Der kommer nogle gevaldige vindstød ind i mellem og båden krænger. Men det meste af tiden går det fint.

Sus holder godt øje så vi ikke støder ind i nogen.

Vi er fremme efter 4½ time, vi havde regnet med at det ville tage omkring 6 timer, men det er jo gået strygende.
Det blæser stadig da vi nærmer os Grenå, og overvejelser omkring havnemanøvre melder sig. Båden er lidt svær at styre når det blæser. Vi planlægger at lægge os op ad pælene for enden af den plads vi skal ind på. Vinden kommer ind bagfra. Så vil jeg prøve tricket med at sætte en lang fortøjning bagerst på båden og rundt om pælen og bakke ind, så bliver båden krænget rundt om pælen og rettet langsomt op så vi stille og roligt kommer ind på plads.
Og det virkede 🙂
Båden svinger langsomt rundt og forenden svinger op mod vinden, der skal alligevel en del gas på motoren for at modvirke vinden, men det går fint og langsomt. Sus har tid til at sætte fortøjninger på.
Det går over al forventning, det var en god havnemanøvre. Den vejer lidt op på alle de gange vi har været mindre elegante.

Vi spiser frokost i cockpittet inden vi går en tur i byen, og da vi er tilbage igen er vi begge godt trætte og får sovet en del i cockpittet. Vi er begge ømme i benene. Det kræver alligevel nogle kræfter at kravle rundt på båden når den krænger og gynger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.