Kappeln – Lundeborg – Ishøj

13 & 14 / 7 - 2022

Vi tog afsted fra Kappeln allerede ved 6 tiden. Der var ingen vind, så det blev for motor.
Det tager ca. 45 min at sejle ud ad fjorden - som iøvrigt hedder Schlei.
Der var ikke et skib i sigte, vi er helt alene på vandet. De har lovet ingen vind før en gang i eftermiddag, så det bliver for motor det meste ad vejen. Vi har ikke besluttet os for hvor langt vi vil sejle, måske Lundeborg måske Agersø eller Omø, det afhænger af vejret.
Det tog omkring tre - fire timer til Marstal. (Utroligt så hurtigt man glemmer (det er jeg iøvrigt ganske god til ) ).

Sus er blevet træt
Peter er også træt

Man skal helt ind forbi Marstal for at komme op forbi Rudkøbing og videre nord på.
Der er en sejlrende ind til Marstal og en væk fra Marstal.
Vi kom forbi Rudkøbing, der var god plads i havnen, men det er lige tidligt nok, klokken er kun elve - tolv stykker.
Det blæste lidt mere da vi kom nord for Rudkøbing. Vi blev enige om at stoppe i Lundeborg, det skulle blæse op til omkring 10 m/s senere, og hvis vi fortsatte skulle vi så ind på Omø eler Agersø og der ville klokken være omkring 5. På det tidspunkt er havnen ved at være fyldt op, og det er ikke sjovt at komme ind i en havn når det blæser og der ikke er meget plads til at navigere på.
Vi sejlede ind i Lundeborg. Den var allerede fyldt op. I inderhavnen hvor vi har ligget før, var der ikke plads, lige i indsejlingen til inderhavnen lagde vi os uden på en anden, så er der lidt mindre plads til dem der evt. skal sejle ud. Men vi sejler tidligt, så det bliver nok ikke noget problem.
Der er mange andre pladser i en anden del af havnen, men der er vores båd for stor til at ligge. Og der er ikke meget plads at vende på, især ikke når det blæser.
Vi var lige en tur oppe og få en fadøl på havnen.
Vi gik tidligt i seng.
Næste morgen tog vi afsted ved syv tiden. Det blæste fra vest, og da vi lå tæt op ad en pæl med agterenden og med spidsen mod vinden var det nemt at vende, det var bare at give spidsen et puf og hold fast i pælen, så gjorde vinden resten.
Det kommer til at blæse en del idag, og vinden har vi ind agter, så det biver kun for forsejl. Vi sejlede mellem 6 og 7 knob op mod kobberdybet og videre over store bælt.


Vi havde endu ikke besluttet os for hvor langt vi ville sejle. Det ser ud til at blive en meget blæsende dag i morgen. Vi kunne vælge at ligge for svaj ved Tærø, det har vi gjort nogle gange, men det ville blive slemt i nat, så får vi ikke lukket et øje.
Vi kunne ikke tage til Vordingborg, der er festuge, så der er garanteret ikke plads. Så er der Stege, men det ville blive sent, så der vil nok ikke være mange pladser. Iøvrigt vender havnen mod vest, så der er ingen læ i havnen. Vi er ikke meget for blæst, når vi skal sejle i havn. Båden er stor og bliver taget af vinden så den er svær at håndtere.
Det blev til at vi tog turen hele vejen hjem.
Vi sejlede for sejl helt til Nyord i Bøgestrømmen, her skulle vi dreje og fik vinden ind forfra, På det tidspunkt var vinden voldsom. Vi har ingen vindmåler men den var helt klart mere end 10 m/s.
Ude af Bøgestrømmen kunne vi sætte sejl igen.

Jeg var godt træt efter 10 timers sejllads.
Jeg gik ned og sov mens Sus tog roret.

Det var godt timet, jeg var ikke mere end lige kommet ned, da der kom et skybrud. Jeg måtte lige op og se om Sus var ok.
Det var hun, hun stod bare og grinede, mens regnen piskede ned og det blæste ad helvede til. Der var ikke mere end nogle meters sigtbarhed. Og så begyndte det at tordne.
Sus sagde hun havde styr på det, så jeg skulle bare gå ned igen.
Jeg faldt ikke i søvn, men jeg forsøgte, båden rullede og løftedes op af bølgerne og røg ned i bølgedalene. Men jeg fik da hvilet. Jeg var lige oppe igen en times tid senere, men Sus havde stadig styr på og jeg blev sendt ned igen. Nu var det holdt op med at regne, vinden var løjet lidt af og solen skinnede.
Lige før Stevns stod jeg op, nu var klokken blevet 8.
Det blæste ok, det tog en times tid rundt om Stevns og lidt over tre timer til Ishøj.


Det var en flot solnedgang.


På turen mod Ishøj blæste det voldsomt op, der kom et par byger og det blev meget mørkt.
Det er godt at have en kortplotter, så man kan se hvor man sejler og hvor bøjerne står. I nærheden af Ishøj står der flere bøjer. Vi kunne ikke se dem, men vi kunne se dem på GPS'en så vi brugte den til at sejle uden om.
Der var åbenbart nogle der var havareret på den ene eller anden måde, der var en motorbåd med nogle meget kraftige projektører der sejlede hen til en båd. Den blav taget på slæb og bugseret ind i Ishøj havn. Måske de har fået noget tovværk i skruen. Ingen ved det eller rettere vi ved det ikke.
Endelig i havn. Vi fandt vores plads i havnen, og vi satte os ned i kahytten og drak noget af den rose portvin Per havde taget med. Klokken var et da vi gik i seng.
Jeg sov som en sten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.