Avernakø – fredag

Vi skulle have været afsted til Svendborg i dag, men det regner og blæser, vi stak lige næsen udenfor da vi stod op, men fik hurtigt trukket den tilbage igen.
Det har regnet hele natten, det er nu meget hyggeligt når man er her indenfor i varmen.
Jeg får lige fat i naboen og fortæller vi bliver her i dag. Han er fortøjret til vores båd, og vi fortalte ham i går at vi skulle afsted i dag. Så nu kan han slappe af.
Vi tilbringer formiddagen i båden. Det begynder at lysne udenfor og det er blevet betydeligt varmere - solen skinner. Så er det på med shorts'ne og vandresandalerne. Vi vandrer derudad indtil byen, der er ca. 1½ km.
Vi ser en reklame for Avernakø landhotel, der står man kan få frokost, så der slår vi lige et smut forbi.

Sus får æbleflæsk med hjemmebagt rugbrød og jeg får skrubbefillet med hjemmebagt rugbrød og hjemmelavet remoulade.
Det er virkelig godt og det kostede ikke ret meget.
Det er altså sjovt når man finder sådan nogle steder, og man slet ikke har kigget efter det. På engelsk har de et ord for det - serendipity - når man finder noget man ikke har ledt efter.


Vi får købt lidt aftensmad og kage, vi er løbet helt tør for kager, det går jo ikke.
Hjemme i båden serveres der kaffe og nyindkøbt kage, så bliver det ikke bedre.

Det blæser op vi kan høre at der er tryk på vinden udenfor, båden vugger også lidt. Så vi bliver indendøre og hygger.

Aftensmaden står på wienerpølser og hjemmebagt brød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.