Det var dog en fantastisk morgen, der er ingen vind solen skinner, og der er en behagelig temperatur. Der er kommet nogle flere bååde til i løbet af natten, og de er ved at tage afsted.
Vi bliver lidt endnu og får en kop kaffe og morgenmad i solen.
Det er jo lige sådan et vejr vi har drømt om.
Der var ikke meget vind, vi forsøgte at sætte forsejlet, men båden gik i står, så det blev for motor. Der er heller ingen bølger, man sejler dejligt afskærmet her i det sydfynske. Der er øer over det hele der skørmer så bølgerne ikke bliver store.
Solen følger med os på hele sejlturen, endelig er det blevet sommer, vi sidder med t-shirt i cockpittet.
Også idag så vi marsvin, det er vist den sommer vi har set flest marsvin.
Vi ankommer til Avernakø allerede klokken 11, og havnen er ved at være fyldt. Vi får en plads. Bådene ligger på stribe efter os for at komme ind i havnen, og en time senere er der ikke flere pælepladser.
Der er lidt snævert i havnen, så det bliver ikke den mest fantastiske havnemanøvre, vi støder ind i molen, heldigvis ikke så hård, og det er en træmole, så der sker ikke noget.
Solen skinner stadig og det er ok varmt, ikke 25 grader men varmt nok til at gå i t-shirt op til købmanden. Vi er løbet tør for mad, så der skal fourageres.
Det er en hyggelig købmand, han kan lide at snakke, så vi får en lang snak om alle de turister der kommer, færgerne er gratis pga. corona, så det vrimler med folk. Han fortæller at den er helt gal på Ærø, der kommer over 6000 flere gæster pr. dag end de er vant til.
Så skælder han lidt ud på alle de nye sejlere der er kommet, de kender ikke til vigepligterne, han fortæller at de sejler i vejen for færgen. Og han minder os om at "lyst viger for brød".
Ud over at være købmand er han også havnefoged.
Vi har ellers tænkt os at sejle derover når Camilla og Klaus kommer ombord.
Planen er at hente dem på søndag i Svendborg. Vi sejler dertil i morgen, så vi lige kan få gjort båden klar til gæster.
Vi runder lige caféen på havnen for at høre om vi kan spise aftensmad der, men der er fuldt optaget, så det bliver til makrelmad og tomatmad i båden.