"Man har et standpunkt til man tager et nyt."
Vi havde jo lige aftalt at tage til Samsø, men nu har vi skiftet mening og sejler til Ebeltoft i stedet.
I morgen skulle det blæse lidt mindre og de første prognoser sagde det ville blæse fra syd, så kan vi komme til Århus som oprindelig planlagt.
Der er ikke meget vind i havnen, så måske det bliver en dag for motor.
Meeeen det var bare indtil vi kom ud på det åbne vand, så var der rigelig vind, heldigvis ingen bølger, så det gik egentlig meget godt.
Vi blev dog nødt til at stryge storsejlet på et tidspunkt vi lå mere på siden end vi sejlede frem, rælingen var helt nede i vandkanten. Forsejlet blev trukket lidt ind og alligevel sejlede vi over 6 knob.
Det er altså lidt køligt at sejle rundt i disse dage, vi kunne godt snart tænke os noget varme.
Ud for pirat øen Hjelm bliver forsejlet også strøget. Resten af vejen sejler vi for motor i modvind.
Hjelm blev benyttet af Marsk Stig som base for hans pirattogter. Det er dog ikke farligt at sejle forbi i dag, Marsk Stig døde i 1293.
Han var iøvrigt med til at Slå Erik Klipping ihjel i Finnerup lade, det var i 1286.
Vi er på vej til skudehavnen i Ebeltoft, men da vi er ud for Øer, er der en time tilbage og Sus spørger, "Hvorfor sejler vi ikke bare ind i Øer? Så sparer vi en time i dag og en time i morgen". Og det er da smart, så vi vender rundt og stævner ind mod Øer.
For at komme ind i havnen skal man igennem en sluse. Vandstanden inde i havnen er 1,6 m over havoverfladen.
Vi finder en plads lige ved det blå tårn.
Vi skal lige ud og kigge på lokaliteten, Der er en cafe og restaurant, den er åben, det var den ikke for halvanden måned siden da jeg var her med Lars.
Der er et ishus ved slusen, der skal vi hen og have en is. Der er en laaang kø. Det har vi ikke lyst til at vente på, så vi går igen. Der er en sti rundt om hele området, den tager vi tilbage.
Vi kunne godt trænge til et bad, men baderummet i det blå tårn er under renovering. Godt at vi selv har et bad i båden.
Så er der hygge i båden og Sus byder på et glas hvidvin i salonen.