Ishøj – Gilleleje (55 sm)

Vi stod op kl 6, vi vil gerne hele vejen til Gilleleje, så vi kan komme videre til Anholt en af dagene. Det bliver meget blæsende, så vi bliver i Gilleleje indtil det stilner af.
Målet er at komme til Limfjorden. Der skulle være så flot.
Først tjekker vi lige dybdemåleren, den siger 10 cm, så det burde være muligt at sejle.
Vi får gjort skibet klart og stævner ud kl. 7. Det er ikke særlig blæsende, de havde ellers lovet, at den skulle være mørkegrøn og gul (8-10sm og 10-12sm).

Vi sætter alle sejl efter vi er kommet ud, og det blæser faktisk også lidt mere her ude på vandet.
Der går ikke lang tid før vi får vind agten for tværs, det går faktisk rigtig godt, vi sejler mellem 6 og 7 knob, en gang imellem kommer vi op på over 8 knob, så der ér vind.
Vi sætter kursen efter de waypoints der viser rundt om Amager.
På et tidspunkt synes jeg at det ser lidt forkert ud, vi er tættere på Amager end vi plejer at være. Jeg tjekker GPS og dybden, det ser fint ud.
Så får jeg øje på, at det er vores waypoint der er forkert. Vi er på vej ind mod noget der ikke er så dybt. Sus fortæller at jeg sidste år reviderede waypoints, så de fik nogle mere logiske navne. Det har jeg da glemt alt om. Og jeg må have lavet en fejl i den forbindelse.
Der er en sydbøje som jeg har spejdet efter den sidste halve time uden at kunne få øje på den. Nu får jeg så øje på den ude til højre. Så vi får vendt skibet og sejler væk fra Amager.
Vi runder sybøjen på den rigtige side, og jeg sætter kurs mod næste waypoint.
Og så spørger Sus. Hvad med den grønne bøje der står derude til højre, plejer vi ikke at skulle derud? Nej da siger jeg. Det er jo den der hører til den store sejlrende. Jeg kigger lidt på GPS'en og ud på den grønne bøje og finder ud af, at der er endnu en fejl. Vi skal ud og runde den grønne bøje.
Vi skal vist have set de waypoints efter på et tidspunkt. Der er da kommet rod i det.

Vi når uden om Dragør uden at gå på grund. Det blæser ad helvede til båden ligger med styrbord ræling i vandkanten, men det går stærkt, vi er flere gange op over 8 knob.

Der er ikke mange andre både på vandet, så vi har stort set vandet for os selv.


Selvstyren kan ikke finde ud af det når der er høje bølger og vinden er så kraftig. Når der kommer et vindstød, drejer båden op i vinden og det finder selvstyre ikke ud af lige med det samme. Så jeg bliver nødt til at styre selv.

Vi runder Kronborg ved to tiden.

Vi kan heldigvis fortætte for sejl, efter vi har rundet Kronborg, vi hvde ellers forventet at skulle sejle resten af vejen for motor.
Efter Hornbæk blev vi nødt til at stryge sejlene og fortsætte for motor. Vi har lagt til og fortøjret kl 5. Vi ligger foran Speedy's pølsebar.
Vi er godt trætte og røde i knolden. Øjnene føles som om der er grus i, benene er stive og ømme efter at have stået og vugget i 10 timer.
Vi deler en øl i cockpittet og går derefter op på torvet og spiser aftensmad. Nu er vi lige til at putte, det bliver lige til en kop kaffe og så er det i seng.

Det begynder at regne, godt vi fik sat teltet op inden vi gik ud.

Kl 21 kan vi høre en bovpropel ude ved siden af skibet, der er nogen der vil ligge uden på os. De får sat en om bord som vist nok har træsko på, det lyder sådan. Det lyder også som om de har problemer. Der er fralandsvind og de kan ikke få agterenden ind, de ligger fortøjret til vores skib med forenden.
Øv jeg tager tøj på igen og går op og hjælper dem. Så kan vi da endelig få ro.
Det viser sig at de vist alle sammen er udstyret med træsko, og de skal i land og have en stor velfortjent fadøl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.