Præstø - Stege 24 sm
Vågende op til den mest fantastiske morgen med høj sol, selv svanefamilien var stået tidligt op for at nyde det gode vejr.
Morgenstemning
Et hurtigt bad (under bruseren) og lidt morgenmad og et par kopper kaffe, er det af sted igen. Der er mange bøjer (røde og grønne, man bliver helt forvirret for grønne bøjer er "højre" og røde er "venstre" når man er for indadgående - men det skifter når man er for udadgående. Så det er med at holde tungen lige i munden: Hvor er jeg, og hvor skal jeg hen 🙂
Vi sejlede tilbage gennem Præstø fjord til Nordmanshage, i følge Bøje fra sejlklubben skal man ikke snyde ved Nordmandshage, man skal nord om, der er ikke nogen afmærkning, så er det godt at have en GPS.
Turen sydpå mod Bøgestrømmen gik for fulde sejl, plat læns noget af tiden.
Turen gennem Bøgestrømmen var sådan set enkel nok. Vi sejlede for motor - og der var en hel stribe både foran, som vi bare kunne følge efter. Meeen vi talte selv de grønne og røde bøjer, så vi havde styr på, hvor vi var.
På et tidspunkt fortsatte de andre ligeud, hvor vi gerne ville være drejet mere syd på. Hmmmmm va` faen gør man så, søkortet blev tjekket fem gange, der blev taget pejlinger, de andre var simpelthen gal på den, så vi drejede sydover.
Senere viste det sig at de andre både var på vej til Nyord.
Vi fandt nordbøjen, der markerer sejlløbet til Stege, det er ikke fordi de er så prangende sømærkerne her, man skal forholdsvis tæt på for at finde dem.
Vi ankom til Stege ved tre tiden. Hele dagen har vi sejlet i højt solskin, Peter er godt rød i hovedet.
Tirsdag i Stege er markedsdag, så hele hovedgaden var spærret af, og der stod boder over det hele.
Det var heldigt lige at komme i dag. Vi fandt et lokalt bryggeri, hvor de serverer fadløl.
Så skulle grillen tages i brug for første gang, og vi lægger ud med noget der ikke er så svært: Grill pølser.
Det gik over forventning, der kom gang i grillen og pølserne blev grillet.
Til grill pølser hører naturligvis rødvin. 🙂