Det er det længste vi har sejlet på een dag. Det var egentlig meningen vi kun skulle til Kerteminde, men vi stod tidligt op for at se om vejret tillod os at nå til Samsø. Vi tog afsted kl 7, allerede fra starten var der god vind, vi kom hurtigt op på 7 - 8 knob.
Vinden kom fra vest og solen skinnede fra en skyfri himmel, det kan simpelt hen ikke blive bedre.
Lundeborg havn i solskin kl 7 morgen.
Sus pakker fender og tovværk sammen.
Vi vil rigtg gerne til Samsø i dag, fordi i morgen har de lovet regn hele dagen, det er lidt rarere at kunne sidde indendøre når det regner. Vi har dog aftalt at vi skal ud at cykle i morgen uanset vejret, så vi slipper nok ikke helt fra regnen.
GPS'en satte ud stort set med det samme, der var kun flimmer på skærmen, det har den gjort nogle gange, det kunne før fixes med at banke på skærmen, men den virkede ikke mere. Sus mener det er fugt, og der er noget der tyder på det. Senere på dagen da det blev lidt varmere virkede den igen.
Det blæste kraftigt hele dagen vores max hastighed var 8,6 knob.
Det tog ikke mere end et par timer, så sejlede vi under Storebæltsbroen. Vi var lidt spændte på om vi kunne holde Samsø oppe efter broen, der skulle vi over på kurs 340, men det gik godt, vi strøg afsted hele dagen.
Vi var helt nede at røre vandet med rælingen i stybord side.
Vi ankom til Ballen kl 16.00 efter 9 timer på vandet, man er lidt ør i hovedet og mat i knæene.
Lige da vi sejlede ind i havnen møder vi Michel som var vores nabo i Ishøj, han flyttede båden til Roskilde sidte år. Det er da pudsigt lige at møde ham her. Vi lægger os uden på en anden båd, der er ikke flere kaj pladser tilbage. Vel overstået sejltur og fortøjning fejres med en øl i cockpittet.
Sus underer sig over at en af vores alarmlamper lyser og kigger ned i sumpen (det sted i båden hvor vandet samles) og der ligger meget vand. Der er en pumpe som automatisk pumper vandet ud og den kører hele tiden, men det ser ikke ud til at der sker noget. Peter begynder at splitte de forskellige slanger ad for at finde ud af om der er noget der er stoppet til. Problemet indkranses til et filter der sidder før pumpen, og da filteret skilles ad er det fuldstændig stoppet til. Filtert bliver renset og slangerne bliver skruet sammen igen og nu pumper pumpen lystigt.
Der er en brugs her i havnen, vi går op og køber ind til tapas. Der skal selvfølgelig rødvin til tapas, så nu er vi bare helt grydeklar.