Tærø

Sikken dejligt solskinsvejr at vågne op til, det har ellers været lidt rusk i nat, det har regnet og blæst. Men skyerne er blæst væk i løbet af natten. Planen var ellers at sejle videre til enten Femø eller Agersø, men vi beslutter os for at blive her og nyde det gode vejr. 'Det blæser en del, men her hvor vi sidder i cockpittet er der dejlig læ, så vi kan ligge og få lidt sol på vores maver. Vi ligger for svaj ved en af Dansk sejlunions gule bøjer IMG_20160703_070411 Morgenkaffen indtages i dejligt solskin 🙂 IMG_20160703_085652 IMG_20160703_085704 Morgenmaden står på hjemmebagte boller, nu har vi jo fået ny gasinstallation og et fint nyt gaskomfur, det er dejligt. Formiddagen går med at måle ankerkæden op og sætte strips for hver femte meter. Så kan vi bedre finde ud af, hvor meget ankerkæde vi har ude, når vi ligger for anker. Fortøjningen sættes over i bagbord side, så den ikke kommer i karambolage med ankeret, der sidder i styrbords side. Hele natten har fortøjningen fra tid til anden skubbet til ankeret, og det kan man høre inde i kahytten. Peter står på hovedet inde i motoren og ved batterierne med et mulimeter i hånden, i et forsøg på at finde ud af hvordan det elektriske system hænger sammen, det er tvivlsomt om han blev meget klogere. Det er et besynderligt vejr i dag. Det ene øjeblik sidder vi og nyder solen, så går vi ned fordi det bliver koldt, et øjeblik efter står det ned i tykke stråler. Dagen går med læsning i solen afbrudt af læsning i kahytten når det regner. Under en af skyllerne får vi en veltrængt eftermiddagslur, det har også været en hård dag, med al den friske luft, og al den aktivitet vi har lagt for dagen. Vinden er nu løjet helt af og solen skinner fra en blå himmel, vi spiser aftensmad i cockpittet, med udsigt over skov og vand. Det biver lidt køligt, så vi trækker ned om læ. Ikke så snart vi har båret tingene ned og vasket op, blæser det op og nu regner det igen, det var et heldigt tidspunkt vi valgte at spise aftensmad på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.